Om proteinet huntingtin
– nyt fra efterårets internationale møder.
I september deltog jeg i HD World Congress i Rio og den 1. november i Biomarkermøde i Frankfurt. Begge møder havde mange interessante emner på programmet, men da det ikke er muligt at omtale alle nyhederne har jeg valgt at skrive om noget helt centralt for HS, nemlig selve huntingtin proteinet og om helt nye metoder til måling af huntingtin.
Lad det være sagt med det samme: den fulde forklaring på hvad huntingtin udfører i vores celler har vi endnu ikke, men vi ved, at det har meget vigtige funktioner i alle vores celler i kroppen, både i hjernen og i alle andre væv, som man har undersøgt. Opskriften på huntingtin ligger jo i HS genet, hvor den normale kopi koder for normalt huntingtin og HS sygdomskopien koder for den forlængede form af huntingtin med forlænget polyglutamin eller polyQ sekvens (detaljerne om dette kan man finde i Niels Henning Skottes udmærkede indlæg i huntingtons.dk, nr. 2 fra 2013). Huntingtin findes ikke blot hos mennesket men i alle dyrearter helt ned til noget så ”primitivt” som bananfluen. Længden af polyQ sekvensen øges jo højere vi kommer op i dyreriget, således har bananfluen slet ingen Q sekvens i huntingtin, søpindsvin har kun 2 Q medens næseaber og lemurer har 16 Q. De højere aber, som er tættere på os har sjovt nok lidt færre Q and næseaberne. Det fortæller os for det første, at huntingtin må være vigtigt, når alle har det, men også at en længere Q sekvens måske har betydning for, hvordan det fungerer. Da Q sekvensen hos os kan være op til 35 og da nye HS mutationer netop opstår fra de længste af de normale sekvenser er der en logisk forklaring på, at vi ikke ser noget der ligner HS hos andre arter end mennesket.
Nu fra den normale form af huntingtin til den forlængede form, som vi ved er afgørende for udvikling af HS. Det forlængede huntingtin nedbrydes til kortere stykker, fragmenter, som kan danne aggregater. Man troede længe, at aggregaterne var selve årsagen til celledød hos HS patienter. Senere er man blevet klar over, at selve fragmenterne, som findes i opløsning i cellerne, er mere giftige end aggregaterne. Man er nu også optaget af at undersøge, om mængden af de to former af huntingtin, normalt og forlænget, har nogen betydning. Derfor er det en ”landvinding”, at der er udviklet helt nye og meget præcise metoder til måling af huntingtin. Ved disse metoder kan man i én prøve måle både normalt og forlænget huntingtin samt længden af fragmenterne og mængden af aggregater. Man vil bruge metoden til at undersøge huntingtin i forskellige væv og i blodet for at se, om huntingtin mængde og fragmenter ændres i takt med, at sygdommen udvikles.
Målemetoden vil også blive brugt ved forsøg på behandling, som handler om at slukke for HS genet (her henvises også til Niels Henning Skotte tidligere indlæg). Her vil metoden vise, præcist hvor god teknikken til slukning er, og om behandlingen slukker for både den normale og den forlængede kopi.
Lis Hasholt
Sektion for Neurogenetik, Panuminstituttet