Stod på stationen og ventede på toget efter et besøg hos dig. Pludselig kom tanken,  ”er jeg en dårlig pårørende? ”
Blev jeg længe nok, da jeg var på besøg?  Kommer jeg ofte nok?  Overholder jeg de aftaler, vi lavede, før du blev rigtig mærket af sygdom?
Tanken meldte sig igen her i dag. Du ringede sammen med din hjemmevejleder, det er nu dejligt, så samtalen glider lidt nemmere. Men i dag måtte jeg korte dig af, fordi jeg bare havde travlt på job. Når vi nu havde en super snak, er det så ok? Giver jeg nok, fylder mit job for meget, og hvordan skulle jeg ellers have tacklet situationen?
Er det angsten for, hvad andre tænker om mig som pårørende, eller handler det dybest set om, hvorvidt jeg selv kan stå inde for min rolle som pårørende?
Vil jeg omtale mig selv som pårørende, eller bare gerne være den veninde, jeg altid har været?
Der er bare kommet super mange spørgsmål op her på det seneste. Og samtidig med at sygdommen bliver mere fremtrædende, både fysisk og psykisk, bliver tanken om, hvad min betydning er, også større.
Hvor meget foregår der i dine tanker? Sætter du stadig pris på mit venskab? Stiller du en facade op, for at jeg ikke skal stille spørgsmålstegn ved din måde at leve dit liv på?
Er de aftaler, vi lavede før sygdommen rigtig meldte sin ankomst, virkelig de rigtige, eller var vi for naive?
Hvad med livet ved siden af? Hvordan kan jeg få det til at hænge sammen med det liv, jeg så gerne vil have med dig? Hvordan finder jeg overskuddet til alle de skønne ting, vi plejer at lave, nu hvor alting skal være så planlagt? Hvordan finder jeg roen til bare at sige, nu skal vi da lige på en impulsiv tur.
Er du glad? Jeg ønsker for dig en fantastisk tid med masser af socialt samvær, men om det er det, du oplever, ved jeg faktisk ikke.
Er jeg blevet en dårlig veninde?
Jeg ved, at sygdommen rammer forskelligt og i forskellig hastighed, vi tackler alle sygdommen forskelligt, der vil stadig være gode og dårlige dage. Jeg gemmer de gode dage i en speciel boks i mit hjerte. De dårlige dage prøver jeg at bruge som erfaring.
Håbet om masser af gode dage og knus på lager, for dem trænger vi alle til. Enten om vi er dem, der har sygdommen, eller om vi er dem, der lever på sidelinjen i ønsket om, at vi er en god pårørende.

Din veninde

Indlægget bringes anonymt. Forfatteren er naturligvis redaktionen bekendt.