Hvordan diagnosticeres HS?

HS diagnosticeres ved en indledende klinisk vurdering efterfulgt af en gentest. Den kliniske diagnose er baseret såvel på personens og den pårørendes beskrivelse af forandringer/symptomer (og evt. kendskab til HS i familien), som på lægens undersøgelser af hyppighed og sværhedsgrad af motoriske, kognitive eller adfærdsmæssige symptomer. Resultaterne af den kliniske diagnose bekræftes normalt ved en genetisk undersøgelse af HTT- genet (kendt som diagnostisk eller bekræftende gentest).

Hvilke kliniske vurderingsværktøjer anvendes?

Metoderne til klinisk vurdering af HS er ikke ensartede. Det mest almindeligt anvendte værktøj til vurdering af kliniske symptomer på HS er ”Unified Huntingtons Disease Rating Scale (UHDRS)”, som er opdelt i forskellige undersektioner: motor, adfærd, kognitiv og funktionel. De bevægeforstyrrelser, der er typiske for HS (chorea, bradykinesi, dystoni, rigiditet og dysartri), diagnosticeres ved en neurologisk undersøgelse. Den totale motor score ved UHDRS bruges som den gyldne standard for den kliniske vurdering af disse symptomer. Der er forskellige værktøjer til at vurdere og klassificere tilstedeværelse, sværhedsgrad og hyppighed af adfærdsmæssige ændringer ved HS (f.eks. depression, apati og irritabilitet). Blandt andet anvendes ”the Problem Behaviours Assessment for Huntington’s Disease (PBA-HD)” ofte. Der kan benyttes flere tests til at supplere UHDRS for at vurdere kognitive symptomer. ”Mini Mental State Examination” og ”Mattis Dementia Rating Scale” er nok de mest kendte tests, der bruges til at give et generelt indtryk af den kognitive funktion.

Hvad er proceduren ved præsymptomatisk gentest?

Det kan være meget bekymrende at leve med en viden om, at man er i risiko for at have arvet HS. Man kan føle, at man vil foretrække at få vished for, om man har det muterede HTT-gen, selvom man måske ikke føler, at man har symptomer på HS. En sådan genetisk test, der udføres, fordi man har en risiko for at have arvet HS, men endnu ikke har symptomer på sygdommen, kaldes en præsymptomatisk test. På dette stadium kan genetisk rådgivning og psykologisk støtte anbefales. Der er særlige retningslinjer for præsymptomatiske gentests ved HS, som blev udarbejdet af ”The International Huntington Association” og ”World Federation of Neurology- Research Group for Huntingtons Disease”, og offentliggjort i 1994. Disse retningslinjer er blevet opdateret af ”Genetic Testing and Counselling” arbejdsgruppen under EHDN i 2012.

Hvis man beslutter sig for at få genetisk rådgivning og evt. at få lavet en præsymptomatisk gentest, skal man af sin praktiserende læge have en henvisning til en klinisk genetisk afdeling eller til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet i København. Disse steder kan man give præcis og opdateret information om HS. Som rask risikoperson skal man efter den første genetiske rådgivning vente i mindst 30 dage, før selve gentesten påbegyndes. Dette skyldes, at man erfaringsmæssigt ved, at ekstra tid til overvejelse efter den genetiske samtale gør, at nogle mennesker ændrer holdning og dermed alligevel ikke vil have den genetiske test foretaget. For at få foretaget en gentest skal man have taget en blodprøve. Resultatet af testen vil foreligge efter ca. 4 uger.

Hvad undersøges ved den genetiske test?

Den genetiske test er en DNA-test, der undersøger antallet af CAG- gentagelser i HTT-genet. Testen kan dermed afsløre, om man bærer HS- mutationen, men den kan ikke fastslå, hvornår sygdommen vil begynde, hvor hurtigt den vil udvikle sig, og hvilke symptomer man vil udvikle. Den genetiske test for HS betragtes som tæt på 100% korrekt.

Der er fire forskellige typer af resultater:

1. Et resultat under 27 CAG-gentagelser er entydigt normalt.
2. En CAG-gentagelse med en længde imellem 27-35 er normal, og personen vil ikke udvikle HS. Der er dog en lille risiko for, at antallet af CAG-gentagelser kan stige i de kommende generationer, således at den pågældendes børn kan arve et HTT-gen med et antal CAG- gentagelser inden for det område, der kan forårsage HS.
3. Imellem 36 og 39 CAG-gentagelser giver en risiko for at udvikle HS, men personen vil muligvis først blive syg meget sent i livet eller endda slet ikke.
4. Et resultat på 40 gentagelser eller mere betyder, at genet er entydigt unormalt, og HS forventes at udvikle sig inden for normal levetid.

Kan mindreårige børn gennemgå gentest?

I almindelighed og jf. de internationale retningslinjer nævnt ovenfor anbefales en minimumsalder på 18 år for en gentest, da det er håbet, at en person i denne alder har den nødvendige modenhed til at klare bevidstheden om at bære det muterede HTT-gen. Kun i de særlige tilfælde, hvor en person under 18 år har symptomer, der tyder på HS i udbrud, eller hos gravide kvinder under 18 år, kan det dog være rimeligt at udføre bekræftende genetisk test hos et barn.

Må jeg teste mit ufødte barn?

De genetiske teknikker, der er til rådighed i øjeblikket, muliggør undersøgelse af ufødte børn. Dette er kendt som en prænatal (før fødslen) undersøgelse. Denne undersøgelse kan foretages, når den ene af forældrene er HS-bærer. Genetisk undersøgelse af ufødte børn skal dog opfylde visse medicinske- og juridiske kriterier, som kan være specifikke for det enkelte land. Den prænatale diagnose udføres ved gentest af væv fra moderkagen. En moderkageprøve foretages, når kvinden er i 11. uge af graviditeten og testes lynhurtigt, så det vil være muligt at foretage en evt. abort indenfor den normale grænse på 12 uger fra befrugtningen.
Det er også muligt at foretage en såkaldt ”indirekte test” af et foster. Denne mulighed bruges, når den ene forældre er risikoperson og ikke ønsker at vide, om han/hun selv er HS-bærer. Det vil her være muligt at foretage en test, der kan vise, om kvinden bærer et ikke HS-ramt foster, eller om fosteret er i risiko for at arve HS-mutationen; uden at man sikkert kan sige, om fosteret har arvet mutationen. Denne form for test gives kun efter grundig rådgivning af en HS-specialist.

Er det muligt at blive gravid med et foster, der med sikkerhed ikke bærer HS-mutationen?
Ja, præimplantationsdiagnostik (PGD) er en moderne diagnostisk procedure, hvor befrugtningen sker uden for livmoderen, og fostrene (der på det tidspunkt kun består af ganske få celler) screenes forud for opsætning i livmoderen. Denne teknik sikrer, at kun fostre, der arver den normale kopi af HTT-genet, implanteres. PGD giver derfor et par muligheden for at få et barn, der ikke bærer det muterede HTT-gen, uanset om manden eller kvinden er bærere af mutationen eller er ikke-testede risikopersoner (direkte og indirekte PGD). Sandsynligheden for at blive gravid med PGD er lavere end ved normal undfangelse; og den er specielt lav ved brug af den indirekte metode. Ikke alle centre, der tilbyder PGD, foretager indirekte PGD.