”Vi er i gang med et forskningsprojekt om Huntingtons sygdom, som bygger videre på tidligere projekter fra 2013 og 2018. Her har vi undersøgt personer, som har sygdomsanlægget for Huntingtons sygdom og førstegradsslægtninge, som ved gentest er fundet ikke at have sygdomsanlægget. Vi undersøger bl.a. ændringer på forskellige tests og prøver. Viden om, hvordan symptomer kan udvikle sig over tid, har betydning for vores forståelse af sygdommen, samt forhåbentlig for udviklingen af en mere specifik behandling.
Vi søger aktuelt personer som har været i risiko for at udvikle Huntingtons sygdom, men som ved gentest er vist ikke at have sygdomsanlægget. Deltagere i projektet skal gennemføre en neuropsykologisk undersøgelse med fokus på hukommelse og koncentration, og udfylde nogle spørgeskemaer. Undersøgelsen varer ca. 2,5 timer og foregår på Hukommelsesklinikken, Rigshospitalet. Tidspunktet er fleksibelt og kan også foregå udenfor normal arbejdstid.
Hvis deltagelse i projektet kunne være noget for dig, og du er interesseret i at høre mere om det, kan du henvende dig til neuropsykolog, ph.d. stud. Emilie Poulsen på emilie.najbjerg.birkebaek.poulsen@regionh.dk eller tlf. 35 45 71 12”