Vejen til min første maraton med HS i bagagen.

Jeg startede med at løbe tilbage i 2008, i Silkeborg satte man et projekt i gang, der hed StartToRun. Jeg tilmeldte mig og startede med at løbe 3 x 3 min. Og efter 1/2 år var vi oppe på 10 km. Der var også en gruppe, der endte med at løbe en hel Maraton. Jeg var bare sindssygt misundelig. Men det var jeg overhovedet ikke klar til på dette tidspunkt.
Jeg meldte mig ind i løbeklubben SMT-Silkeborg, og der løb jeg så 3 gange om ugen. Mine veninder og min søster måtte opgive at løbe med, fordi de blev skadet på forskellige måder, ærgerligt, men jeg fik ingen skader, elskede det virkeligt og var bare grebet. Jeg gennemførte 2 halvmaratoner.

Sideløbende i 2010 skete det, som nok var det største chok i mit liv. Jeg fik min første fyreseddel, jeg gik i totalt chok, og blev fritstillet, idet jeg havde et halvt års opsigelse. Det blev ikke til så mange løbeture i den periode. Der var mange ting at tænke over, og jeg blev også utroligt ked af det. Jeg skulle jo også til at søge en masse jobs.

Så fik jeg endelig et job igen i Århus, og snart kom min 2. fyreseddel. Så var jeg klar over, at jeg skulle bruge hjælp. Så jeg ringede til Neuropsykologisk Praksis i Århus, hvor jeg kom til at gå ved Psykolog Trine Piilgaard. Der brugte jeg alle 12 samtaler.  Det var utroligt befriende, idet jeg blev udsat for de mest utrolige og nedværdigende ting i min sygemelding, hvor jeg ramte en ubehagelig sagsbehandler og en ortopædkirurg, som uden videre ville sende mig på Pension, bare fordi jeg havde Huntingtons Sygdom. Så det blev til hårdt arbejde for Jobkompagniet i Silkeborg, hvor jeg havde gået i ½ år. De måtte skrive et 20 siders værk for at få mig på banen igen. De kunne ikke mærke, at jeg var syg, eller registrere nedsat arb.evne på daværende tidspunkt. Så takket være dem, blev det til Flexjob.  Her fik jeg også den bedste Sagsbehandler i hele Silkeborg, Lene Jakobsen. Hun støtter mig, og jeg har skam også lige været på skolebænken på Teknisk skole for at lære et nyt program, så jeg kunne få det Flexjob, som jeg har nu.

Sideløbende blev jeg også tilknyttet Århus Universitetshospital, hvor også min far var tilknyttet. Der mødte jeg redningskvinden, min nye Specialæge Anette Torvin Møller. Jeg havde ikke løbet meget i de forløbne år, men jeg havde meldt min søster og mig selv til Broløbet i Funder, bare 5 km. Det var et kæmpe arrangement med 12000 løbere på vores nye Motorvej.  Så skrev Anette nok så professionelt, om jeg ikke bare kan begynde og løbe 3 x 5 km om ugen indtil løbet. Samtidig fik jeg en seddel med hjem med gratis fysioterapi.  Der mødte jeg op samme dag, jeg sagde, at de bare skulle hjælpe mig i gang med løb igen, hun kiggede godt nok lidt på mig. Jeg åbnede min kalender hver gang, hvor jeg skrev km tal ind, som jeg gjorde tidligere. Der gik ikke lang tid, før der var en Fysioterapeut, som brændte for et skovhold i ”min skov”. Det var bare utroligt timet, og der har jeg været tilknyttet hendes hold siden, Karin Byrialsen, hun er bare god til at differentiere på holdet, så jeg får maksimalt ud af det, hun indbygger også intervaller og balance øvelser, som jeg har brug for. Det er bestemt også hendes fortjeneste, at jeg fik indfriet mit mål.
Jeg har det sidste år løbet ca. 45 – 50 km om ugen og har gennemført 6 halvmaratoner, heriblandt VM i København sidst i marts. Og så endelig kom jeg til min første Maraton, som jeg løb i søndags, den 18. maj i år i København, sammen med min løbeklub igen. Jeg er bare totalt glad og taknemmelig for alt og alle, der har opmuntret mig igennem tiden, ikke mindst Anette, som afslørede selv at have 5-6 halvmaratoner på sit CV.

Det er den største befrielse i mit liv. Jeg elsker bare at snøre mine løbesko og løbe ud i min skov. Helst sammen med min gamle gruppe 6, fra SMT-Silkeborg, som selvfølgelig godt ved, at jeg er syg. De er bare så søde ved mig.

Næste mål er nu Berlin Marathon med  40000 deltagere.

Bente Greve ….Lever med  HS og får noget ud af det!

Tanker fra en pårørende

Stod på stationen og ventede på toget efter et besøg hos dig. Pludselig kom tanken,  ”er jeg en dårlig pårørende? ”
Blev jeg længe nok, da jeg var på besøg?  Kommer jeg ofte nok?  Overholder jeg de aftaler, vi lavede, før du blev rigtig mærket af sygdom?
Tanken meldte sig igen her i dag. Du ringede sammen med din hjemmevejleder, det er nu dejligt, så samtalen glider lidt nemmere. Men i dag måtte jeg korte dig af, fordi jeg bare havde travlt på job. Når vi nu havde en super snak, er det så ok? Giver jeg nok, fylder mit job for meget, og hvordan skulle jeg ellers have tacklet situationen?
Er det angsten for, hvad andre tænker om mig som pårørende, eller handler det dybest set om, hvorvidt jeg selv kan stå inde for min rolle som pårørende?
Vil jeg omtale mig selv som pårørende, eller bare gerne være den veninde, jeg altid har været?
Der er bare kommet super mange spørgsmål op her på det seneste. Og samtidig med at sygdommen bliver mere fremtrædende, både fysisk og psykisk, bliver tanken om, hvad min betydning er, også større.
Hvor meget foregår der i dine tanker? Sætter du stadig pris på mit venskab? Stiller du en facade op, for at jeg ikke skal stille spørgsmålstegn ved din måde at leve dit liv på?
Er de aftaler, vi lavede før sygdommen rigtig meldte sin ankomst, virkelig de rigtige, eller var vi for naive?
Hvad med livet ved siden af? Hvordan kan jeg få det til at hænge sammen med det liv, jeg så gerne vil have med dig? Hvordan finder jeg overskuddet til alle de skønne ting, vi plejer at lave, nu hvor alting skal være så planlagt? Hvordan finder jeg roen til bare at sige, nu skal vi da lige på en impulsiv tur.
Er du glad? Jeg ønsker for dig en fantastisk tid med masser af socialt samvær, men om det er det, du oplever, ved jeg faktisk ikke.
Er jeg blevet en dårlig veninde?
Jeg ved, at sygdommen rammer forskelligt og i forskellig hastighed, vi tackler alle sygdommen forskelligt, der vil stadig være gode og dårlige dage. Jeg gemmer de gode dage i en speciel boks i mit hjerte. De dårlige dage prøver jeg at bruge som erfaring.
Håbet om masser af gode dage og knus på lager, for dem trænger vi alle til. Enten om vi er dem, der har sygdommen, eller om vi er dem, der lever på sidelinjen i ønsket om, at vi er en god pårørende.

Din veninde

Indlægget bringes anonymt. Forfatteren er naturligvis redaktionen bekendt.

Det er ikke min fars skyld, at jeg er syg

Pernille har på fornemmelsen, at hun og hendes far har arvet Huntingtons sygdom efter hendes farmor. Men farmoderen døde af kræft som 53-årig, og der var ikke fokus på også at få hende tjekket for Huntingtons.

Da Pernille Knudsen var 40 år, blev hendes 60-årige far syg. Han fik konstateret den uhelbredelige
Huntingtons sygdom, der er arvelig, og få år efter viste Pernille tegn på at have arvet sygdommen.
– Der er 50 procents risiko for, at ens børn arver sygdommen. Da jeg blev testet, vidste jeg allerede, at jeg var syg, fordi jeg havde mange af symptomerne.
– Min søster er ikke blevet testet, for hun er bange for svaret. Jeg har også en halvbror på min fars side, der ikke vil testes, før han skal have børn.
– Jeg kan godt forstå mine søskende. Jeg ville heller ikke have ønsket at vide besked på forhånd med, at jeg ville blive syg, for når man ikke kan helbredes, men tværtimod vil opleve, at det går den forkerte vej, er det unødvendigt at bekymre sig om den modbydelige sygdom på forhånd.
– Jeg græd ikke så meget, da jeg fik konstateret Huntingtons, for jeg var forberedt, siger Pernille, der nu er 50 år. Hun er førtidspensionist, bor alene og kan stadig klare sig i hverdagen. Dog får hun to hjemmebesøg om ugen fra Hjorten, der er et center for psykisk syge i Lyngby-Taarbæk Kommune, og hun har rengøringshjælp hver anden uge, da hun får flere og flere ufrivillige bevægelser, som besværliggør
hverdagen.
– Jeg kan stadig selv vaske tøj og lægge det sammen. Men jeg har brug for rengøringshjælp, fordi jeg spilder meget.
– Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil bruge hjemmebesøgene til, og jeg vælger altid, at den første halve time skal gå med at drikke kaffe sammen med hjemmehjælperen, for det er sjovt. Jeg har brug for sjov I hverdagen, og jeg vil have, at det er de samme folk, der kommer hver gang, for de er gode til
at lytte til mig.

En byrde for ham
Huntingtons sygdom bryder typisk ud i 35-45-årsalderen, og jo senere den bryder ud, jo langsommere udvikles den. Pernille har talt meget med sin far om, at de begge har Huntingtons. Han bor nu på plejehjem, og hun besøger ham hver uge.
– Far og jeg har talt meget om Huntingtons, og han har sagt, at det er en byrde for ham at have givet sygdommen videre til mig. Jeg har aldrig følt, det er hans skyld, at jeg er blevet syg, for han kan på ingen måde gøre for det. Det er totalt uforskyldt.
– Far har flere ufrivillige bevægelser, end jeg har, for han kan ikke tåle den medicin, der hjælper mig mod de mange ufrivillige bevægelser. Nogle dage er han ret forvirret, og jeg kan mærke, at jeg også selv er blevet mere forvirret det seneste år. Det er det slemme ved sygdommen. Man ved, hvor det bærer hen, siger Pernille, der er uddannet civiløkonom og arbejdede i en international videnskabelig tidsskriftsafdeling
hos et forlag, der desværre fyrede hende som 40-årig.
Det var en stor omvæltning at gå fra at være karrierekvinde med op til 60 årlige rejsedage til at blive førtidspensionist.

Farvel til karrieren
– Jeg er maniodepressiv og blev fyret, fordi jeg havde for mange sygedage. Det var hårdt både at blive fyret og få konstateret en uhelbredelig sygdom. Jeg har forsøgt at holde mig i gang lige siden, blandt andet
ved at dyrke meget motion og gå til spansk på aftenskole. Det skulle være godt at lære sprog, når man lider af en demenssygdom, som er et af symptomerne på Huntingtons.
– Jeg kan desværre ikke dyrke zumba og mave-balde-lårtræning længere, fordi jeg bliver så hurtigt forvirret, og det føler jeg sorg over.
– Heldigvis keder jeg mig aldrig, og jeg har kontakt til andre med Huntingtons sygdom via Landsforeningen, hvor jeg blandt andet deltager i den årlige sommerlejr. Jeg mødes også privat med tre andre kvinder med Huntingtons. Det er vigtigt at være sammen med ligesindede. Vi har en helt anden forståelse for sygdommen, og der er altid en god stemning, når vi mødes.

Det gode humør
Det er svært for hende, at andre mennesker kigger meget på hende. Hvis hun i forvejen har en dårlig dag, bliver det ikke bedre af folks stirrende blikke.
– Jeg er ofte nødt til at fortælle andre mennesker, at jeg har en sygdom, for når de ser mig, tror de måske, jeg er fuld, og så tør de ikke tale til mig. Når jeg er ude, har jeg et papir med om sygdommen, som jeg kan vise,
når jeg engang ikke kan tale mere, indskyder hun.
Pernille bekymrer sig meget om fremtiden, og det har hun gjort, siden hendes far blev syg. Hun har heldigvis stadig sit gode humør, og hun griner ofte ad sig selv. Den livsindstilling har hun også fra sin far.
– Det nytter ikke noget at tage det hele så seriøst. Selv om jeg altid har været perfektionist og vil gøre alting ordentligt, bliver jeg nødt til at grine ad mig selv, når jeg kommer til at tabe eller vælte noget. Det gode humør har jeg arvet efter mine forældre. Det er en gave at kunne grine ad sig selv, og det er noget, min far og jeg har til fælles, som jeg er meget glad for, fastslår hun med et smil.
Pernille siger, at hun har opgivet at finde en mand at dele tilværelsen med, men direkte adspurgt, om det er helt udelukket, siger hun:
– Årh, jeg vil helst ikke dele fjernbetjeningen med nogen. Men jeg har da haft kærester, og jeg udelukker heller ikke, at det sker igen. Man ved jo aldrig.

Pernille er glad for, at hun stadig selv kan vaske og lægge tøj sammen. Til gengæld får hun hjælp med rengøringen, fordi de ufrivillige bevægelser gør, at hun spilder meget.

Huntingtons Sygdom
Huntingtons sygdom bryder typisk ud i 35-45-årsalderen, og man dør omkring 15-20 år efter sygdommens udbrud. Symptomerne er ufrivillige bevægelser, stivhed, tale- og synkebesvær, mangel på overblik, personlighedsændring, depression og demens. Sygdommen kan ikke helbredes, men der findes lindrende symptombehandling.
Har man anlæg for Huntingtons, er der 50 pct. risiko for, at ens barn arver sygdommen. I Danmark kan man blive testet for Huntingtons, når man fylder 18 år.
Man kan også foretage genetisk test på fostre ved moderkagebiopsi i 10. graviditetsuge.
Læs evt. mere på huntingtons.dk

Det vigtige samarbejde

Nedenstående artikel har været bragt i medlemsbladet for De9, som er en sammenslutning af foreninger for pårørende til psykisk syge i Midtjylland.  LHS er med i denne forening.

Min mand fik i 2009 konstateret Huntingtons Sygdom (HS), som er en sjælden arvelig hjernesygdom, der ikke kan helbredes. Man kan kun lindre symptomerne. Han døde i april i 2012.
HS kan være meget invaliderende og plejekrævende. Derfor er det vigtigt at man fra starten får et godt samarbejde med det sundhedsfaglige personale. Samarbejdet med Syddjurs kommune gik fint, men det kræver at alle parter er lydhøre over for hinandens problemstillinger, hvordan er det at få hjemmehjælpernes vagtplan til at gå op i forhold til de behov, vi havde. Det er nødvendigt at sige tingene højt, ingen er tankelæsere heller ikke det sundhedsfaglige personale, der kan let opstå misforståelser, så det er vigtigt at sige tingene højt og tage fat om problemerne med det samme, så de ikke går i hårdknude.

I august 2011 år måtte vi tage den tunge beslutning at min mand skulle på plejehjem, det vil sige, at jeg måtte beslutte det, da min mand var blevet så psykisk dårlig at han ikke kunne deltage i beslutningsprocessen. Han mente, han sagtens kunne være derhjemme, realitetssansen er ofte en af de ting, der forsvinder, når man rammes af HS. 
Efter beslutningen var taget skulle vi så finde et egnet plejehjem. At få en beboer med HS kræver en del indsigt i sygdommen. Min mand havde været på aflastning på et par af kommunes plejehjem, hvilket ikke var en ubetinget succes. 
Efter megen overvejelse faldt valget på Rønde Plejecenter. Det viste sig at være et endda meget godt valg. Lederen og hendes dygtige stab af medarbejdere gjorde deres bedste for at min mand skulle have det så godt som muligt – også når det ind imellem var op ad bakke for dem.

At være pårørende til en HS-ramt er meget krævende, udover de fysiske svækkelser bliver psyken ændret, den person jeg havde giftet mig med for 36 år siden ændrede sig fra at være en kærlig og opmærksom ægtemand til at være meget centreret om egne behov.  Jeg var meget afhængig af de personer, der skulle passe og pleje min mand både derhjemme og på plejehjemmet. At de forstod, hvilken person min mand havde været og ikke kun så ham som HS-ramt. 
Samarbejdet gik godt. Jeg lærte, hvor vigtigt dialogen med personalet er for at skabe de bedste betingelser for både patient, pårørende og personale. Vigtigheden af at personalet ser og fornemmer de pårørende. 
Som pårørende er man meget sårbar, det er hårdt at se en af sine kære blive ødelagt af en så forfærdelig sygdom som HS. Jeg er taknemmelig for at jeg i forløbet af min mands sygdom mødte megen forståelse og fik stor støtte af de professionelle hjælpere.

Merete Riedel