Skrevet af: Laura Mahler Jensen, Social- og Sundhedsassistent.

Det er ikke så svært som det lyder, og det er noget der giver smil på læberne hos borgere.

Jeg er lige kommet hjem fra 3 dage på Roskilde Festival, sammen med en borger og en frivillig.

I tiden efter kan jeg ikke lade være med at undre mig og reflektere, over hvorfor det kan være så svært og frygtindgydende at planlægge sådan en tur. Men det ansvar og de aftaler, der skal på plads undervejs, kan godt være skræmmende og især hvis nogle af dem går i vasken. Jeg kan kun give et’ godt råd under planlægningen: “ Informer og inddrag borgeren i beslutningerne, for det er jo borgerens tur.”

Jeg var social- sundhedsassistent elev på dette tidspunkt og fik til opgave at planlægge denne tur. Jeg vil gerne indrømme, at det var en stor mundfuld og udfordrende. Jeg havde personligt ikke været på Roskilde Festival før og vidste derfor ikke, hvad jeg skulle forvente, og hvad der kunne være en rigtig god ide at forberede sig på, men ved at sætte sig ind hvad det var og søge informationer hos mine kollegaer, gav det pote.

I starten startede jeg med at søge billetter til os 2, som skulle være ledsagere, ved Roskilde Fonden. Det tog noget tid om at få svar, og samtidig var det også nervepirrende, for vi kunne følge med i, hvordan billetterne blev revet væk på ingen tid.

Vi valgte derfor at købe en billet til borgeren, for så var vi sikre på at han kunne komme afsted. Smilet som kom frem på læberne af borgeren, da billetten blev printet ud, er svært at glemme.

Tangkær’s Frivillig ansvarlig gik i tænkeboks, for hun skulle finde en, der kunne løfte opgaven, og det ansvar der følger med. Hun fandt en pædagogstuderende, der havde været i praktik på Tangkær og havde en god relation til borgeren.

Han har fortalt, at han ikke skulle overveje dette tilbud mange gange og derfor svarede ja med det samme.

Jeg tog kontakt til ham, og vi planlagde et møde. Her skulle vi afstemme forventninger sammen med borgeren. For vi havde kun en ting, der betød noget. Det hele skulle foregå på borgerens præmisser, og vi skulle anerkende og gøre, hvad han havde lyst til, for det var jo BORGERENS tur. Her blev der nævnt, at borgeren også gerne ville ind til Roskilde by, Roskilde Domkirke og en sportsbar som borgeren har været vant til at komme på.

Under dette møde tog den frivillige initiativ til at lave en liste, over hvilke bands der skulle være interessante for borgeren. Den frivillige brugte også sin viden om Huntington Sygdom og hvordan det kan være svært at planlægge og overskue alt.

Tiden nærmede sig, og vi skulle have et sted at bo. Borgeren var helt med på, at vi skulle bo på hotel. Så med telefonrøret ved øret modtog jeg beskeden for 10. gang, at alt var optaget. Der var ikke megen glæde at se i borgerens øjne ved disse svar.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var ved at give op, men hvordan kan man det, når der sidder en borger ved ens side, og har et håb om at dette lykkedes.

Sidste forsøg… Witterup Motel i Albertslund. Svaret var ja, der er plads til os.

Den glæde og det smil, der kom frem på borgerens ansigt, fortæller hvorfor jeg havde sagt ja til dette.

Dagen kom, hvor vi skulle afsted. Alle disse forventninger, der lige så stille var blevet opbygget, og ville turen blive en succes. Hvordan ville borgeren agere inde på festivalen, hvad er det vi har begivet os ud i? osv.

Mange af disse overvejelser havde vi taget stilling, til inden vi tog afsted, men en ting er at italesætte dem og så at være der.

Vores vigtigste opgave var at være tilstede hele tiden og sørge for, at borgeren ikke mangler noget, hvad enten det er mad, drikke, hvile eller et tæppe.

Da vi ankom til Roskilde Festival, var borgeren på hjemmebane. Vi gik rundt på pladsen i camp området for at få den rigtige festival stemning, samt noget at drikke.

Under festivalen var borgeren i det mest afslappet humør, der var intet som gik borgeren på, og det virkede som om borgeren ‘glemte alt om Huntington sygdommen’.

Det kræver tålmodighed, og den bliver i den grad sat på prøve.

Vi skulle være skarpe til at melde ud, hvis der var nogle af de andre festivalgæster, som kom for tæt på eller ikke så sig for. Som ikke har helt styr på hvad der foregår omkring dem, eftersom de var påvirkede.

Her var det at vi skulle melde ud at vi kom sammen med en borger med nedsat gangfunktion eller kørestolsbruger. Dette kræver tålmodighed når stemningen er høj og alle de andre festivalgæster kommer gående fra alle sider som man kan tænke sig. Vi aftalte, at der var en der gik med kørestolen, og den anden gik foran og lavede plads, om end det var at “råbe” flyt jer her kommer er kørestol” eller dele “vandene”. Det fungerede meget godt.

Det med at tage sig tid og det at tempoet bliver sat så lavt, at der er tid til at udveksle gamle festivalhistorier og lignende, giver en følelse af, at alle kan følge med. Nok var vi på i tre døgn og havde kun “fri” når alle mand sov, men når tempoet blev sat tilpas lavt, blev det også hyggeligt for os. Vi kunne også tillade os at læne os tilbage og sige: “ jeg har lige brug for 5 min. så er jeg klar igen.”. Vi var alle smittet af festivallens hyggelig stemning, og det havde vi ikke været, hvis vi havde et stramt program. Vi havde valgt at have at løst program og kunne tage det som det kom. Borgeren var åben over for alle de input, vi kom med, og det er atypisk ved Huntingtons Sygdom.

Her sidder vi på vej hjem på færgen og blunder alle sammen. Lige pludselig kom Dizzy Mizz Lizzy forbi, men her når vi ikke at stoppe dem, da borgeren gerne vil have et billede og en autograf. Vi alle sidder og taler om, hvordan vi kan få fat i dette og taler om, hvor fed en afslutning, det kunne være på Roskilde Festival. Ud af det blå kommer et af bandmedlemmerne gående, og den frivillige springer op og forklarer borgerens situation og hvor stor fan, han er, bandmedlemmet forklarer, at vi skal gå ned til VIP området, og her vil hele bandet komme ud for at opfylde dette store ønske.

Borgeren fortalte mig, at det var den bedste afslutning på de 3 dage.

Med disse ord sidder jeg tilbage med disse tanker: Hvorfor ikke bruge de frivillige noget mere til disse oplevelser, de er jo guld værd. Hvorfor ikke undersøge muligheden for at søge donationer/billetter ved fonde, der er mange muligheder på dette område.

Det sidste gode råd: Spring ud i det, det er ikke så farligt, som det lyder.

– Jeg tænker, vi er til for at opfylde borgerens største ønsker, så hvorfor ikke undersøge mulighederne for dette.